De to fedeste år at mit liv - indtil videre

PIU betyder ”Praktik i udlandet”, men det kunne lige så godt betyde ”personlig intens udvikling”. Det er i hvert fald det jeg oplevede fra den regnvejrsgrå danske sommerdag, hvor jeg steg på bussen mod Berlin i sensommeren 2001, til jeg to år efter med højt solskin satte mig bag rattet i flyttebilen og vendte snuden mod ”lille” Danmark. Det jeg har oplevet gennem de to år jeg, med intens opbakning fra PIU, har tilbragt uden for landets grænser, kan umuligt sammenfattes på 2 A4 sider, men jeg kan da prøve.

Efter 13 år i kløerne på det danske uddannelsessystem, først 10 år i folkeskolen, efterfulgt af tre års slid på HHX, tørstede jeg efter at komme ud i den ”virkelige” verden og prøve kræfter med ”virkelige” udfordringer. Man kan sige at dette behov egentlig var latent indtil jeg en dag på min skole hørte et foredrag om ”praktik i udlandet”. Jeg skulle betale 1.500kr. som et engangsbeløb, til gengæld var jeg næsten sikker på at komme til en eller flere jobsamtaler i det land jeg nu gerne ville til. Alle udgifter derefter, herunder transport tur/retur til jobsamtaler, andre rejseomkosninger, flytning til udlandet, halvdelen af min husleje, indskud til lejlighed og meget andet ville blive dækket af AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion). Det lød nærmest for godt til at være sandt men skulle vise sig at passe.

Jeg valgte udelukkende at søge om at komme til Tyskland, da tysk altid har interesseret mig og jeg vidste de havde en høj arbejdsmoral og billige biler. Jeg blev sendt til jobsamtale i Hamburg hos en sommerhusudlejer, og til Berlin hvor der i et dansk møbelfirma blev søgt en allround sælger til at varetage nærmest alle opgaver i det store møbelhus. Jeg var mest tændt på jobbet i en af Europas mest ekspanderende hovedstader, Berlin, og da de meget gerne ville ansætte mig, sagde jeg da ”ja tak”.

Fordomme afkræftes

Min største fordom omkring tyskere blev afkræftet umiddelbart efter jeg var steget ud af den bus der gennem nattens lyn og torden havde bragt mig sikkert fra lille Århus til meget store Berlin. Klokken var 7 om morgenen, og lige så klar og frisk som luften efter et ordentligt vejr var mine hensigter om at lægge Berlin for mine fødder.

Jeg var altså lige steget af bussen i Berlin og skulle efter aftale mødes med min kommende arbejdsgiver. Som det sker i ny og næ forløb ikke alt efter planen, og vi fandt ikke hinanden som aftalt. Mit ansvar bevidst som jeg er, forsøgte jeg efter en halv times søgen at anskaffe mig et tysk telekort så jeg fra den nærtliggende telefonboks kunne ringe til ”Tom” som skulle hente mig. På en Shelltank spottede jeg disse kort i udbud. Jeg henvendte mig til tankpasseren og fremstammede på gebrokkent dansk/tysk en sætning som minimum indeholdt 15 forkerte endelser og bøjninger (en sand lækkerbisken for mine tidligere tysklærere). Ordstillingen var mere omvendt end relevant og alt i alt en kritisk tysk formulering til 03 eller 5 på en dansk karakterskala. Her er det så at min første fordom omkring Tyskland og tyskerne blev manet til jorden. Trods min elendige evne til at formulere mig så smilede tankpasseren, rakte mig det ønskede kort, og spurgte om der var andet han kunne hjælpe mig med. Tænk engang, selvom jeg lavede så mange grammatiske fejl, så forstod manden rent faktisk hvad jeg mente. Ikke lige hvad jeg havde forventet, men bestemt en succesoplevelse som gjorde at jeg fik lyst til at ”springe ud i det” og ikke lade sproget være en barriere.

Ikke én eneste gang siden har jeg oplevet en tysker grine af mig eller rynke på næsen når jeg ikke har kunnet gøre mig forståelig. Jeg har kun mødt hjælpsomhed, venlighed og en imødekommenhed som ikke passer ind i fordommen om et kapitalistisk egocentreret folkefærd der kun tænker på at spise pølser, drikke øl, lave biler og krig.

På min arbejdsplads fik jeg en meget varm modtagelse og følte mig straks som en del af ”teamet”. Der var både danske og tyske kolleger hvilket gjorde det lidt nemmere at falde til og få rigtig styr på sproget.

Bolig og bil

En lejlighed fandt jeg en måned efter jeg var ankommet til byen. Der er, specifikt for Berlin, dobbelt så mange lejligheder i udbud som fx i København, Århus eller Odense, og så koster de det halve. Man tror det er løgn, men det passer virkelig. Udbuddet er langt større end efterspørgslen. For 3.000 kr, alt incl, fik jeg en ca. 75 m2 stor lejlighed, nybygget med væg-til-væg tæpper, splinternyt køkken, badeværelse med badekar, stort kælderrum, altan med have (som blev passet af en gartner), og så lå den da også lige ned til vandet. Alt i alt en drømmebolig, som jeg meget gerne havde taget med hjem til Danmark.

En tysk ”VW - Golf” (for penge jeg havde sparet op hjemmefra) fik jeg også hurtigt anskaffet mig, og så tog det pludseligt kun ca. 7 timer hver vej at smutte på skolebesøg og besøge familie og venner i Århus.

I starten var jeg lidt træt af alt det ”renderi” der var forbundet med at skulle hjem til Danmark på skoleperioder. Jeg blev dog hurtigt glad for det, da arbejdshverdagen med sine ugentlige 40 timer (+ evt overarbejde) begyndte at gå i selvsving, og jeg valgte at se skolebesøgene som en slags ferie hvor jeg mødte andre unge der lavede det samme som mig, hvoraf mange også boede i udlandet. Jeg blev altså rigtig glad når skolen sendte mig et brev om at nu skulle jeg hjem på ”skolebænken” igen.

Koncentreret modningsprocess

Jobbet som møbelsælger viste sig at passe rigtig godt til min person. Jeg kom hurtigt efter det faglige, var faktisk topsælger næsten kontinuerligt gennem de 2 år, og lærte bl.a at man godt kan være en god sælger uden hensynsløst at feje sine kolleger af banen og skære dem i småstykker med de rundsave enhver sælger et eller andet sted har spændt på sine albuer.

Samtidig knyttede jeg flere venskaber til kolleger og andre tyskere. Da jeg altid har været glad for at ro kajak, meldte jeg mig ind i en berlinsk kajakklub hvor jeg mødte venner uden for arbejdspladsen. Det var en helt anden måde at mødes med en ny kultur, idet vi ikke var sammen omkring et arbejde men om at hygge os sammen og deltage i et klubliv.

Alt i alt har det været 2 år i mit liv med fart over feltet, en ny uddannelse, nye venner, mange fede oplevelser, men også en koncentreret modningsprocess. Netop med det stikord skal det også siges at de 2 år i Berlin ikke kun har været en ”dans på roser”. Det er nok bare sådan at man har tendens til at huske de gode oplevelser frem for de knap så gode. Jeg har da flere gange følt mig ensom, alene i en ny stor by, og har også indimellem haft lyst til at ”snøre rygsækken til” og snuppe den første bus hjem til Danmark. At jeg valgte at fortsætte mit ”eventyr” trods disse perioder, er nok med til at gøre følelsen af at have udrettet noget stort desto større.

Man kan sige at et bjerg er besteget og overvundet, hvilket giver en god fornemmelse i maven. Havde jeg valgt at tage hjem i en af mine kriser, tror jeg dog også at jeg vil huske tiden som positiv. Jeg tror ikke man skal presse sig selv til noget hvis det virkelig føles forkert. Jeg landede tilfældigvis et dejligt sted med nogle dejlige mennesker, en dejlig arbejdsplads, i en fed by med masser af udfordringer og spænding. Jeg valgte at gennemføre de to år, og det er jeg glad for jeg gjorde.

Jeg synes PIU og AER er nogle fantastiske instanser som virkelig kan hjælpe unge med til at tage springet ud i erhvervslivet uden for Danmarks grænser, og er den dag i dag meget glad for det spring jeg tog.

Nu læser jeg Ha-int (med tysk) på handelshøjskolen i Århus, en 5 årig uddannelse. Hvem ved, måske vender jeg snuden sydpå igen når jeg er færdig med det projekt.