Videre til indhold | Videre til menunavigation

En oplevelse for livet!

Pia Jensen, shippingelev i England

Der er nok mange unge der tænker på at tage ud at rejse efter deres studentereksamen, og derfor venter med en videreuddannelse.Det var noget jeg kraftigt overvejede indtil jeg fandt ud af at man kunne slå 2 fluer med 1 smæk: Uddannelse i udlandet

Igennem PIU kom jeg til ansættelsessamtale ved nogle virksomheder I England, og jeg fik tilbudt praktikplads ved DFDS I Manchester.

Der var ikke lang tid til at få det hele tænkt igennem inden man skulle acceptere tilbudet, og der var mange tanker der kørte rundt. For eksempel hvor mange penge man skulle have opsparet, hvad der ville ske med forholdet mellem vennerne, og måske kæresten, når man var væk. Det var nogle af de ting jeg tænkte meget over inden jeg tog imod tilbudet. Jeg har både kæreste og rigtig gode venner I Danmark, men er de der når jeg kommer hjem?
Da jeg kom til England, blev jeg modtaget af en anden dansk praktikant som havde været der 1 år, men som besluttede sig for at blive endnu et år. Hun har gjort det meget nemt for mig at falde til, og jeg har været heldig med min arbejdsplads og mine kolleger.

Jeg har nu været i England i snart 3 måneder, og jeg er så småt ved at falde til og føle mig hjemme, men der vil altid mangle noget. Jeg snakker stadig meget med mine venner, og min kæreste holder også stadig ved. Jeg tror den sværeste udfordring var at sige farvel i lufthavnen og tage til et ukendt sted uden sikkerhedsnet.

Da jeg kom til Manchester synes jeg at alt var uoverskueligt og uvirkeligt, fordi jeg skulle ud at finde et sted at bo, mad og ikke mindst en bankkonto. Det jeg gjorde for at få tid nok til at få alt dette gjort inden den første arbejdsdag, var at jeg tog en uge før herover for at lære hvordan alle ting var, hvordan transporten var, hvor det nærmeste indkøbscenter var osv. Jeg synes at det var alt for uoverskueligt hvis jeg skulle nå alt dette samt bearbejde alle de nye indtryk.

Angående bolig fandt jeg et houseshare, et hus som jeg deler med andre. Det har gjort mit sociale liv bedre, og jeg føler mig godt tilpas herovre selvom jeg savner de gamle venner derhjemme.
Det er svært at flytte hjemmefra og endnu sværere at flytte til et andet land, samt at forlade venner, kæreste og familie, men min tankegang har altid været at hvis vi ikke kan finde ud af at holde kontakten ville venskabet alligevel være gledet ud i fremtiden.
Jeg har aldrig fortrudt at jeg er taget herover og kommer heller aldrig til det, og igennem PIU har jeg fået en oplevelse for livet.

Sidst opdateret: 12/05 2009