Jeg tog chancen…………

Jeg gik på den 1-årige HH da jeg hørte om PIU. Jeg tog til informationsmøde. Jeg havde på forhånd besluttet at jeg gerne ville prøve ”det virkelige liv” af, inden jeg besluttede mig for hvad jeg skulle beskæftige mig med i fremtiden.
Gennem PIU fandt jeg muligheder for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet samt give mig selv en udfordring mere, nemlig et år i udlandet, væk fra de vante omgivelser………
Jeg kom til 3 jobsamtaler i Düsseldorf, hvoraf jeg fik det ene job. Jeg skulle være på kontor hos et dansk firma.

Den første RIGTIG store udfordring kom, da jeg skulle finde en lejlighed. Jeg søgte på nettet, og pludselig var der en som bed på krogen. Jeg fik en opringning og i sommerferien kørte mine forældre og jeg ”sydpå”, hvor vi regnede med at vi lige skulle se en lejlighed, skrive under på papirerne og så holde ferie, men nej……..vi blev klogere!!!! Det firma som havde ringet mig op angående lejlighed virkede ikke pålidelige, samtidig med at lejligheden og huslejen ikke helt hang sammen. En anden ting som vi lærte, er at der ikke er køkken, når man lejer en lejlighed medmindre det står i annoncen. Det er i hvert fald ikke kutyme.

Så det vi havde regnet med skulle være en ferie, blev til ”boligjagt”. Vi startede med at kigge de lokale aviser igennem, og i løbet af en formiddag havde vi 3 aftaler. Vi kiggede på dem, og jeg valgte den ene. Og tro mig, man er faktisk ret stolt, når det lykkes at skaffe sig en lejlighed i Tyskland uden man har sprogfærdighederne i orden. Selvfølgelig var det surt show, da vi sad i det og det så sort ud! Men jeg tror det er en meget god måde at starte med at man selv skal finde kontakterne med hensyn til bolig, for man skal jo også klare sig selv, når man starter med jobbet og kommer til en anden kultur.

Jeg startede den 1. august på mit arbejde. Alt var nyt og spændende. Mine kolleger var rigtig søde fra begyndelsen. Jeg arbejdede sammen med flere danskere end tyskere. Så selvfølgelig snakkede jeg ikke så meget tysk, som jeg havde gjort hvis jeg var endt i et tysk firma. I starten af mit ophold var alt ”nemt og lige til”. Jeg havde faktisk planlagt at jeg skulle til England året efter, og jeg skulle først hjem til jul, altså knap et halvt år i Tyskland i træk! Ingen problemer i det – troede jeg.

I oktober fik jeg hjemve for første gang. Puha, det var meget hårdt. Dog havde os PIU-elever fået opbygget et rigtig godt sammenhold, så jeg kunne da snakke med dem om det, men alligevel var det hårdt, og jeg savnede Danmark. Jeg kan ikke sige at det var noget specielt jeg savnede, det var mere det hele. Jeg var måske lidt bange for at gå glip af noget, nu hvor jeg sad hernede og bare kunne få det hele at vide via mail. Det var jo ikke det samme.
Jeg tror at grunden til at jeg skulle helt hen til oktober før jeg kom til at savne det derhjemme, var at august og september selvfølgelig fløj af sted. Det var nyt og stadig lidt som en ”ferie”. Men efter 2 måneder, så blev det en dagligdag og ikke ”spændende” på samme måde, for nu var man igen kommet ind i vaner og rutiner. Men, set i bakspejlet, så er det vaner og rutiner man selv opbyggede, det lærer man noget af. Man skal lige pludselig selv til at have en hverdag til at hænge sammen.

Mit arbejde var meget spændende i starten, og jeg fik mange udfordringer. Jeg lærte virkelig at bruge Office-pakken til noget fornuftigt. Fik lært en masse detaljer som jeg aldrig havde troet, jeg skulle lære at finde ud af. Jeg fik virkelig smag for arbejdet med pc'en, men en anden ting jeg også fik ud af at afprøve livet som ”kontormus”, var at jeg savnede noget menneskelig kontakt i mit arbejdsliv. Inden jeg kom til Tyskland havde jeg arbejdet i forretning i min fritid. Her havde jeg kendskab til at have noget med kunder at gøre ”face to face”, og det ville jeg også have når jeg skulle vælge min fremtidige profession.

Der skete en del ændringer i min virksomhed, mens jeg arbejdede der. Vi skulle flytte lokaler, jeg fik ny chef, og vi fik et helt nyt system til det daglige arbejde. Derfor forsvandt store dele af mine dagligdagsopgaver. Det betød at jeg faktisk var overflødig, og en god del af tiden var der ikke de store udfordringer i mit job.
Som konklusion på mit år i udlandet!
Jeg prøvede at komme ud i arbejdslivet. Det var fedt! Men fandt samtidig ud af at jeg ikke bliver udlandsdansker. Mine planer om at tage et år i England kom overhovedet ikke på tale, for jeg havde kun lyst til at komme hjem til Danmark igen. Men jeg havde jo aldrig fundet ud af om udlandet var noget for mig, hvis jeg ikke havde taget chancen og var flyttet dertil. En anden ting, som jeg helt sikkert ser som et plus efter Tysklandsopholdet, er at jeg synes jeg har lært noget mere om mig selv. Selvom man selvfølgelig kan ringe hjem til familien og spørge dem til råds, så er der altså nogle ting som man kun selv kan løse, fordi det skal være her og nu. Det modner med sikkerhed alle mennesker. Derfor er jeg ikke i tvivl når jeg vil anbefale at tage af sted, også hvis man er lidt i tvivl. Spring ud i det! I sidste ende får man helt sikkert et eller andet med hjem som man ikke ville have opnået, hvis man blev inden for den danske grænse.