Internationalisering i klasseværelset
| Detaljer om publikationen | |
|---|---|
| Udgivelsesdato: | 07/05 2009 |
DEL - Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse – har udgivet en publikation som beskriver hvordan man som lærer kan arbejde med internationalisering i konkrete uddannelsesforløb.
De centrale spørgsmål er hvilke internationale kompetencer det er relevant for eleverne at udvikle, og hvordan lærerne kvalificeres til at støtte dem i dette. Elektronisk kommunikation og tværfaglig undervisning spiller en afgørende rolle.
Konkrete forløb beskrives
Beskrivelserne er anvendelig læsning fordi der gives anvisninger på hvordan man helt konkret kan arbejde med internationaliseringen i skolens dagligdag. Desuden lægges der ikke skjul på hvilke vanskeligheder arbejdet møder – og det kan være godt at læse for nye som måske står tvivlende overfor om man kan leve op til egne (og for høje) mål. Publikationen er resultatet af et Forsøgs- og Udviklingsprojekt på fire tekniske skoler.
Af interesse for alle skoleformer
Selv om erfaringerne er samlet på afdelinger for teknisk design på de fire skoler, er de forløb som beskrives, også egnede til at inspirere lærere på andre uddannelser og inden for andre skoleformer.
Publikationen kan bestilles hos DELs bibliotek, Rosenørns Alle 31, 1970 Frederiksberg C, tlf: 3524 7900, e-mail: del-lib@delud.dk. Desuden ligger den i internetudgave på DELs hjemmeside: http://www.delud.dk/dk/publikationer/internatklasse/forside.htm.




